Film om Verdensrummet

Film om Verdensrummet

Et unikt samarbejde mellem producenten Ankh Media, DTU Space og foreningen Gifted Children tilbyder nu de yngste højtbegavede børn ekstra udfordringer i natur/teknologi.

De højt begavede børn savner udfordringer i skolen. Materialet “Film om Verdensrummet” består af otte film med tilhørende undervisningsvejledninger målrettet de yngste højtbegavede børn i Danmark. Projektet er støttet af Undervisningsministeriets Udlodningsmidler fra 2018 og udviklet af Ankh Media i samarbejde med DTU Space og produceret med hjælp fra foreningen Gifted Children.

Film om Verdensrummet
Projektet “Film om Verdensrummet” er en serie af undervisningsfilm for højtbegavede børn. I filmene optræder astrofysiker Michael Linden-Vørnle og den højtbegavede dreng Storm Morell

“Det er selvsagt vigtigt, at vi støtter elever med faglige udfordringer, men det er bestemt lige så vigtigt, at vi støtter børn, der savner udfordringer i skolen og derfor i yderste konsekvens kan mistrives,” siger Michael Linden-Vørnle fra DTU Space, om deres bevæggrunde for at gå ind i projektet.

I filmene optræder drengen Storm som selv er højtbegavet og astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space. I en enkelt af filmene får de to besøg af den eneste dansker, der nogensinde har været ude i Rummet: ESA-astronaut Andreas Mogensen (ambassadør for foreningen Gifted Children).

Også ekstra udfordringer til de yngste højtbegavede

De højt begavede børn bliver ofte først opdaget på mellemtrinnet i skolerne, og derfor er de fleste tilbud for højtbegavede børn også for den målgruppe eller ældre børn. Men de højtbegavede findes også i indskolingen; Allerede i børnehaven begynder man at kunne spotte de højtbegavede børn, fordi deres udvikling er meget anderledes og meget hurtigere end neurotypiske børn.
Mange højtbegavede børn keder sig de sidste år i børnehaven og glæder sig til at starte i skole. Men undervisningen i skolen er tilrettelagt efter børn, hvis hjerne kører i et andet gear end deres. Derfor kommer de også hurtigt til at kede sig og føle sig forkerte i skolen.

“Gifted Children er glad for alle initiativer for højtbegavede børn, men initiativer der kommer de yngste til gode er særligt velkomne, fordi der er meget få tilbud til højtbegavede i dagtilbud og de mindste klasser. De yngste er i særlig grad i risiko for at miste motivationen for læring, og rumfilms-projektet byder på en overordentlig god mulighed for at lykkes, fordi det er let tilgængeligt, billigt at udbrede og en måde for lærere at give de højtbegavede og særligt interesserede elever en solid og respektfuld introduktion. På samme tid viser dette tilbud, at små børn sagtens kan fordybe sig i samtale med voksne eksperter,” udtaler foreningens næstformand Bo Andersen.

Det danske skolesystem er i dag ikke særligt godt gearet til at håndtere højtbegavede børn; børn der er lige så langt fra normen som udviklingshæmmede, men uden den samme mulighed for støtte.
Parterne bag projektet ønsker, at de højtbegavede børn allerede i indskolingen tør vise deres evner, følge deres nysgerrighed og udvikle sig i deres eget tempo. Hvis de gør, er vi godt på vej mod en fremtid, hvor de højtbegavede børn kan trives og deres unikke evner kan udvikle sig til fordel for os alle.
Projektet vil vække de højtbegavede børns interesse for naturvidenskab og styrke deres kompetencer indenfor forskellige aspekter af STEM-fagene. Med filmene følger udfordringen selv at opsætte forsøg og udføre eksperimenter.

Undervisningsmateriale til faglærere

Filmen er egnet til elever, der er klar til ekstra faglige udfordringer i natur/teknologi-undervisningen i 0.-4. klasse. Materialet kan anvendes med en gruppe af elever eller til enkelte elever som særskilt forløb eller sideløbende med klasens forløb om samme emne.
Materialet består af en række film, som kan bruges uafhængigt af hinanden. Hver film varer 15-20 minutter og kan altså ses i løbet af en lektion. Derudover er der i undervisningsmaterialet instruktioner til, de undersøgelser der bliver lavet i filmene, så eleverne selv kan lave dem.

Filmene har flg. emner:
-Solen og farver
-Vores solsystem
-Gaskæmperne og tryk
-Månen og lys
-Stenplaneterne og magnetisme
-Årstiderne og tyngdekraften
-Rumrejser og sanser
-Liv og vand

Undervisningsmaterialet kan findes på Materialeplatformen – brug søgeordet Verdensrummet. De otte film ligger på Ankh Medias youtube-kanal.

Dette er filmen om årstiderne og tyngdekraften fra undervisningsmaterialet “Film om Verdensrummet”

– og Lærke Morell